Skivemæssigt er der ikke sket det store siden sidste opdatering. Jeg er stadig i jobafklaring/praktik, og min hjerne føles en stor del af tiden som om den er gået i stå sammen med det forløb.
Jeg har lyttet meget til Martha Wells Murderbot Diaries, så mange gange at jeg begyndte at drømme i det univers om natten – hvilket selvfølgelig kun gav mig lyst til at genlytte endnu mere. I den forbindelse er jeg startet på tre Murderbot-fanfics – min favorit er den virkeligt lange hvor Murderbot, Art og besætning er fanget i et ormehul og skal forsøge at slippe ud. Iris er blevet kaptajn, de møder aliens i ormehullet, de raiders som de oprindeligt flygtede fra er nu fanget med dem, og så videre.
Selvfølgelig har jeg ikke færdiggjort nogen af de fics. Eller noget andet. MEN Platform Decay, den syvende bog i serien, har en officiel udgivelsesdato. Så der er det at være hypet over. Selv om der også er alt for lang tid til.
Og så var der Fantasyfestivalen i weekenden! Det var ret fantastisk. Jeg var med i HUF’s novelleudvalg i år, og vi var alle trætte af arbejdsbyrden og koordinationen. Men at være der og se de færdigtrykte noveller i vores bod… det var fantastisk.
Jeg havde også en novelle med i år, ”Sjælespejlet.” Ikke at jeg skrev den i år, jeg skrev den for fire år siden og redigerede den i år. Men jeg er stadig glad for at have den i hånden. Jeg håber at den er god, jeg har ikke turdet genlæse den siden den blev sendt til tryk.
Jeg gik mest bare rundt sammen med min ven og skrivemakker, eller med andre HUF’ere. Men der var også højtlæsningsarrangement både lørdag og søndag fra novellerne, tid til at se på flotte udklædninger (min favorit var gruppen af orker og gobliner som gik rundt og poserede så folk kunne få taget billeder med dem), tegne skurkecroquis, og lytte til foredrag.
Der er også Marianes sidste bog i Novice-trilogien og Flammesværet at kaste mig over. Og mange andre spændende bøger som jeg ikke havde råd til at købe, men som jeg har taget billeder af så jeg kan låne dem på biblioteket.
Jeg kom i tanke om hvor meget jeg savner at få læst højt, at læse og skrive. Så det er bare med at komme i gang.


Skriv et svar