Hobbyer
Andre mennesker på min alder får karrierer, kærester og børn. Jeg får… denne Pendant of Courage. Internettet, herunder endda det giftige Reddit, anbefalede at jeg fik en hobby i stedet for (eller i det mindste som supplement til) at have ondt af mig selv.
Og hvornår var livet rigtigt godt? Det var det da jeg var 10-12 år og gik i fritidsklub. Jeg kendte kun de andre børn overfladisk, de var yngre og gik på en anden skole. Til gengæld var der to voksne kvinder som tilskyndede mig til at fordybe mig i kreative projekter på daglig basis. Så jeg er vendt tilbage til at lave ting i polymerler inspireret af mit yndlingscomputerspil, og selv om jeg ikke er ret god til det, har det været en stor fornøjelse.
Det har også allerede hjulpet mig i et par akavede samtaler om “hvad du så får tiden til at gå med?”
Hvilket ikke er meget. Det er hverken job eller skrivning af betydning. Og det er træls. Jeg ville gerne gøre noget mere med mit liv. Jeg beklagede mig til min kontaktperson i distriktspsykiatrien over ventetiden til behandling, og hendes trøstende ord var at det var meget værre i København hvor ventetiden var tre år. Men i sidste ende er det ikke en trøst overhoved at andre har det sværere.
Gamle skriveprojekter
Jeg er stadig ved at sætte ting på plads i min lejlighed. Yeah, efter otte uger. Jeg ville tro at det var løgn uden dokumentation, men kalenderen lyver ikke. Samtidig er det også en gennemgang af gamle skriveprojekter, og jeg faldt over et andet fra folkeskoletiden, i gamle kladdehæfter og med illustrationer, som her hvor hovedpersonen snakker med en af sine kind-of venner om hvordan deres mobber bliver mobbet af en anden mobber:
Jeg aner ikke, hvordan andre holder styr på deres historieideer og ufærdige projekter, med mindre de gør som jeg og alt er kaos. Men scenen er nærmest rolig, på trods af hvor seriøst dens karakterer tog samtaleemnet. Og jeg er taknemmelig for stadig at have den.
Femø
Som et fuldstændigt afbræk fra den normale tilværelse, var jeg på Femølejr. Hvis nogen læser det her og er kvinder eller nonbinære, måske queer og/eller lesbiske, og godt kan lide udeliv, så er Femølejren tæt på det perfekte sted at befinde sig.
Jeg var der på forlejr sidste år. Det går ud på at sætte lejren op, og det var arbejde det meste af tiden, med lave sociale forventninger. Den uge var fuldt booket i år, så jeg var så heldig at ende på International uge i stedet. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive det, er at det føltes som at være et rigtigt menneske. Jeg kunne udtrykke mig og samtidig rumme andres følelser. Der var mange traditionelle snakkegrupper hvor alle havde mulighed for at tale uden afbrydelse, og det var en helt anden måde at være sammen på.
Selvfølgelig er der en nagende stemme som påstår at jeg kun kunne have det så godt og føle mig så forbundet fordi jeg vidste at det var tidsbegrænset. Og glæden forsvandt da også ret hurtigt efter at jeg kom hjem.
Men! Der var en skriveworkshop med en fancy titel om at tage glæden ved at skrive tilbage. Og det her er trods alt en skriveblog, eller prøver på at blive det. Så det er tid til at dele bare en lille smule cringe skriveøvelse-tekst. Baseret på et kort oplæg om hvorfor det er fristende at skrive i anden person fordi mange professionelle kraftigt fraråder det. Men samtidig kan være kraftfuldt og få nogle helt andre følelser frem i teksten:
Du spiser appelsinbåde langsomt sammen med kvinden du svømmede med tidligere, og hvis navn du ikke kan huske uanset hvor meget du prøver. Hun siger at du tager følelsen af lejren med dig, og at ingen kan tage den fra dig. Du græder næsten, men kan ikke helt udtrykke følelsen, hvad end den er, i tårer. Når du fokuserer på vreden bliver den til sorg. Du overvejer forskellen på at være ulykkelig fordi du har elsket at være her og at være ulykkelig fordi du ikke kan udholde tanken om at tage tilbage. Du siger til sig selv at du skal tænke på dine spirituelle formødre som har stået på den samme plet jord som dig og følt de samme følelser.
Jeg håber virkelig på snart at få energi til at gå i gang med et længere skriveprojekt igen.
Skriv et svar