Heroes Chronicles
Der blev ikke noget skriveretreat i den forstand, jeg havde håbet på. For måneder tilbage lyttede jeg til en af Tim Clares “Writing Rambles” – desværre kan jeg ikke huske hvilken – hvor han fortalte om at han udover (eller underliggende) den angst, han har kæmpet med i årevis, også var blevet diagnosticeret med autisme. Han græd, og derefter tog han hjem og spillede Mario Kart.
Jeg blev diagnosticeret med noget andet end autisme. Det er sikkert ikke lige så seriøst, men om alt går vel, kan jeg starte på psykoedukation (i dette tilfælde: Undervisning i hvad en given diagnose betyder) i næste uge og finde ud af hvad det præcis er. Baseret på et kvalitativt studie af ”Avoidant Personality Disorder” på Reddit, er der intet håb. Omvendt er det nok også de mennesker som har det sværest som tilbringer meget tid på Reddit. Men jeg ville ønske at jeg havde grædt. Og også smækket med alle dørene. I stedet gik jeg helt i stå.
Men med kærlige tanker til Tim Clare endte jeg med at spille Heroes Chronicles i to uger i stedet for at arbejde på min fantasyroman. Indimellem gik jeg lange ture på stranden eller gravede blomsterbede. Jeg betragtede rådyrene der kom helt op på terrassen. Der var virkelig fredeligt i det sommerhus, og omkring dag 2 vidste jeg at jeg ikke ville have lyst til at tage derfra igen. Det eneste, jeg fik skrevet, var en zombie-novelle, som nok kun kan betegnes som noget, jeg skrev for mig selv.
En del af mig har sikkert altid drømt om at være som barbarkongen Tarnum og gøre noget virkelig indiskutabelt ondt for derefter at tilbringe evigheden med at sone det. Eller, det virkelig tillokkende er at han faktisk får mulighed for at sone.
202 kommentarer
Så var der endnu en flytning. Det skulle være godt at være nået så langt, men luften smager stadig af maling, og lydene er stadig fremmede. Det er sikkert bare et spørgsmål om tilvænning.
Jeg nåede lige at redigere min HUF-novelle til Fantasyfestivallen i sidste øjeblik. Der var 202 kommentarer, da jeg endelig åbnede dokumentet. Og selvom jeg gav den alt hvad jeg havde (som i øvrigt ikke er meget), i de sidste to dage, endte jeg som sædvanligt med at synes, at det var det værste, jeg nogensinde havde skrevet, da jeg sendte den afsted
Heldigvis Fantasticon
Men juni måned startede godt med Fantasticon. Et bibliotek overtaget af masser af nørder i en weekend, hvor der blev afholdt og lyttet til paneler om sci-fi, fantasy, horror og fandom. Der var en rar atmosfære, og mit næststørste problem var at vælge mellem programpunkterne. Det største problem var følelsen af, at de andre deltagere var for seje til mig. Men det fremkaldte også en følelse af at jeg gerne vil blive bedre, god nok til at skrive mine historier med den kvalitet, jeg synes de fortjener. Det mindede mig også om, hvor meget jeg elsker historier, selvom jeg i øjeblikket har svært ved at koncentrere mig nok til at se en YouTube-video færdig. Men det skal være slut. Jeg skal virkelig seriøst i gang med at læse nogen af de spændende bøger, jeg har fået anbefalet.
Jeg har oparbejdet en stor frygt for, uden at vide det, at komme til at efterligne andre historier når jeg skriver. Derfor var det en lettelse at lytte til paneldiskussioner og blive mindet om, at andre også lader sig inspirere af eventyr, romaner og computerspil, når de skriver. At det faktisk er en god ting.
Hvis denne blog nogensinde skulle komme til at inkludere skrivetips, ville mit klare råd denne gang være at huske at komme ud og tale med andre forfattere.
Skriv et svar