Flytning og skriveferie i sommerhus
April måned gik mest med at pakke og at flytte. Ind til videre møbler og kasser i depot mens jeg bor i min mors og hendes mands sommerhus og venter på at kunne overtage en ny lejlighed. Det har ikke været alt for befordrende for skrivningen, men jeg fik betalæst en kort roman og fire noveller for skrivekammerater og fik feedback fra min HUF-novellegruppe på min egen fantasynovelle. Så er det med rent faktisk at læse og implementere det.
Men siden jeg alligevel skal bo i sommerhuset i to uger mere, og min kalender er velsignet fri fra større sociale forpligtelser, kan jeg lige så godt forsøge at gøre det til en skriveferie og tilbringe noget tid med min forsømte fantasyroman. Især at få læst det manuskript, jeg har, igennem. Og derefter at fokusere på at skrive en slutning. Sidst jeg så på det, havde jeg skrevet mig op i en krog hvor min stakkels hovedperson, Oydis, lå med ansigtet i dybt mudder mens folk sloges omkring hende. Jeg vil gerne have hende op af det mudder og frem til en slutning som giver mening.
Og en tur til distriktspsykiatrien
Ud over flytning var månedens anden store begivenhed for mig at få svar på min udredning fra distriktspsykiatrien i Maribo. Efter lang tids ventetid (4 måneder, jeg ved at det kan blive meget, meget værre, men det føltes stadig som lang tid) diagnosticerede de mig med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Hvilket jeg stadig er i chok over og ikke ligefrem glad for. Nu er jeg igen i gang med at vente. De sagde at de med sikkerhed ville tilbyde behandling, men ikke kunne sige noget om hvad eller hvornår.
Jeg var der for endelig at finde ud af om jeg virkelig havde social angst eller fakede det og havde ikke overvejet at der kunne være andre muligheder. Men ud fra symptomerne var det et præcist match. Og på en måde, måske, på et tidspunkt, vil det være godt at have et navn på “den der ting som er galt med mig og som jeg må forsøge at skjule, men jeg er så dårlig til at fake normalitet, folk vil opdage det og smide mig ud af gruppen, åh nej” som har været der det meste af mit liv.
Er det en god idé at skrive det? De fleste har ikke lyst til at høre om psykiske problemer (eller fysiske, eller noget som helst som gør ondt og er akavet). Vil ikke hele universets hakkeorden angribe mig for at blotte mine sår? Måske. Der er to muligheder for hvor meget jeg kan fortælle: Total stilhed eller oversharing. Denne gang er pilen landet på hvad der føles som voldsom oversharing. Måske håber jeg at jeg alligevel kender nogen som har det udenfor min angst-selvhjælpsgruppe og folk på Reddit. Men jeg har også brug for at skrive det så det ikke bliver én ting mere, jeg er nødt til at skjule.
Er det på nogen måde relevant for en skriveblog?
For mig føles det som om det er helt fundamentalt relevant for min egen skrivning. Med mindre alt hvad jeg nogensinde har skrevet er helt forfærdeligt, så betyder det ikke bare at jeg lukker ned overfor kritik, men også sorterer selv neutrale eller positive kommentarer som kritik. Og det er særligt slemt med skrivning fordi det betyder så meget for mig. Lige nu er jeg bekymret for hvordan jeg skal tvinge mig selv til at redigere min fantasynovelle og dermed forholde mig til feedback, og det skulle bare være et hyggeligt lille sideprojekt.
Ud over at modtage feedback, er jeg også bange for at det har en indvirkning på hvad jeg kan skrive med nogen form for troværdighed.
Det mest påtrængende minde er da jeg for et par år siden arbejdede på en roman hvor hovedpersonen i starten var studerende og tog til en fredagsbar hvor hun mødte en kommende ven og medaktivist. Jeg har været til nogle få fredagsbarer som studerende fordi folk forventede det og påstod at det ville blive sjovt. Det blev det aldrig. Det var bare timevis af angst og spekulationer. Men jeg prøvede jo at skrive en “normal” karakter som syntes at det var “almindeligt” rart at være der med sine studiekammerater.
Og alting begyndte at føles uvirkeligt.
Jeg brugte alt for lang tid på den scene. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at føles troværdigt at hun kunne lide at være der og relativt uproblematisk kunne gå hen og indlede en samtale med en person hun ikke kendte, bare fordi, eller især fordi, hun interesserede hende. Og det på trods af at jeg i øvrigt følte at jeg havde en god forståelse for min hovedperson.
Folk siger at man kan arbejde med sine problemer, og måske virker det så meget en dag at jeg kan vende tilbage til den scene. Lige nu er jeg i fantasyland. Der er rarere, og verden giver bedre mening. Men hvis jeg alligevel kender nogen, eller nogen læser det her og oplever samme problemstilling, så vil jeg rigtigt gerne tale om det.
Skriv et svar